Kampagnen ”Skru ned for solen mellem 12&15” skal fortsat få danskerne til at omgås solen med omtanke og dermed forebygge Danmarks hyppigste kræftform; kræft i huden. TrygFonden har sikret det økonomiske grundlag for yderligere fire års indsats. Forebyggelse af kræft i huden skal gøres til en folkesag, og Solkampagnens arbejde skal udbygges, så andre forebyggelseskampagner også kan drage nytte af erfaringerne.
20.01.2010
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden ser frem til at fortsætte arbejdet med at forebygge kræft i huden gennem de fire venlige solråd ”Siesta, Solhat, Solcreme og Sluk solariet”. Kampagnen ”Skru ned for solen mellem 12 & 15” har eksisteret i tre år, og kampagnens slogan har hidtil nået mere end 82 % af befolkningen. Hele 16 % oplever, at kampagnen har været med til at ændre deres adfærd i solen. Gennem mange frivilliges engagement er kampagnen ved at blive til en folkesag, hvor danskerne drager omsorg for hinanden og bringer det solsikre budskab ud.
- Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft i huden, hvilket gør Danmark til et af de lande i verden, der har flest tilfælde af sygdommen. Dét vil vi gerne være med til at ændre, udtaler Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden. TrygFonden arbejder for at øge trygheden der, hvor det kan gøre en forskel for danskernes hverdag, og kræft i huden rammer ikke kun den enkelte, men påvirker også de nærmeste, så den skaber megen utryghed og angst. ”Skru ned for solen mellem 12&15”, skal medvirke til at lære danskerne at beskytte sig i solen på en hensigtsmæssig måde, afslutter Gurli Martinussen.
Hvad virker bedst - Et Center of Excellence skal bidrage til at knække kræftkurverneI løbet af de næste fire år vil kampagnen opkvalificere forebyggelsesarbejdet ved at udvikle et ambitiøst evalueringsprogram i et Center of Excellence under Solkampagnen. Målet er, at evalueringerne af kampagnens indsatsområder skal anvendes til at udvikle en model for ”bedre praksis”, så fremtidige aktiviteter kan tilrettelægges så effektivt og relevant som muligt. Andre forebyggelsesområder kan dermed også drage nytte af kampagnens erfaringer.
- Det er utrolig vigtigt, at en massiv kampagneindsats som ”Skru ned for solen mellem 12 & 15” kobles med en lige så effektiv evalueringspraksis, så vi løbende kender graden af adfærdsændring hos danskerne – med formålet at lave indsatser, der virker bedst muligt. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens samarbejde er på mange måder banebrydende, og det er helt afgørende, for at arbejdet kan lykkes, at TrygFonden endnu engang har bevilliget penge til dette vigtige forebyggelsesområde, udtaler Frede Olesen formand for Kræftens Bekæmpelse.
Øget bevilling giver sund fornuft i solenTrygFonden har bevilliget 73 millioner kr. over de næste fire år til arbejdet med at solsikre danskerne med kampagnen ”Skru ned for solen mellem 12&15”, når UV-Indexet er 3 eller mere. Kræft i huden er den kræftsygdom, som er nemmest at forebygge. Alligevel har mange danskere ikke forstået budskabet om at omgås solen med sund fornuft. Kampagnen skal derfor fortsat arbejde på at lære danskerne at passe på sig selv og ikke blive solskoldede, når solen står højt på himlen – og at holde sig væk fra solarier, der øger risikoen for kræft markant.
Kræft i huden i tal
- Mere end 8000 danskere får hvert år konstateret hud- eller modermærkekræft for første gang.
- Det årlige antal tilfælde af kræft i huden anslås til at ligge mellem 15-20.000
- Mere end 90.000 danskere lever med kræft i huden og tallet er støt stigende
- Danmark ligger på en kedelig 7. plads på verdensplan, når det gælder hvor stor en del af befolkningen, der har kræft i huden
- Hver dag får 22 danskere stillet diagnosen kræft i huden
- Mindst 80 % af alle tilfælde af kræft i huden kan forebygges, hvis danskerne ikke blev solskoldede og ikke steger i solen.
Yderligere information:Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse, tlf.: 35 25 75 70
mobil: 30 38 15 02, e-mail: ap@cancer.dk
Mette Meldgaard, projektleder i TrygFonden,
tlf.: 20 58 56 45, e-mail: mm@trygfonden.dk
Læs mere på
www.skrunedforsolen.dkDownload pressemeddelelseDownload faktaark<< Tilbage